Copyright Kennel Leri
Schæferhundeklubben Kreds 3 Ballerup i Niedernsill / Østrig 2009
SERVUS NIEDERNSILL

Berg Region HOHE TAUERN, Oberpinzgau

Vi sidder og hygger os en kold vinteraften i Marts 2008, med venner bosiddende i de Østrigske Alper og samtalen falder på hvorfor vi altid kun kommer ”forbi” om vinteren. Vi oplyser at det er ikke så nemt med hundene, de skal passes osv., men det findes der jo heldigvis råd får, fordi dem tager vi jo bare med, det var deres svar på dette. Som sagt så gjort, og så kunne vi jo ligeså godt se, om det var noget for de ”Danske” hundeførere, at holde ferie i alperegionen med deres hunde. Det blev undersøgt om de ville huse os, og uden at tøve, fik vi oplyst at der kunne skaffes overnatning til 20 voksne med hunde, dog var der nogle ting som skulle overholdes med vore hunde, men det var ikke noget problem. Nedenstående er skrevet af deltagerne, så hermed god fornøjelse med læsningen.

BILLEDER fra turen dernedaf

Ferie i de østrigske alper for medlemmer af Kreds 3 Ballerup

I august 2008 blev der hængt en seddel op i klubhuset om tilmelding til en uges ophold i Østrig med hund for maks. 20 personer. Indkvarteringen ville ske privat og til meget rimelige priser. Så her den 29. maj i år tog 15 personer, 12 voksne og 3 børn i alderen 5, 8 og 13, og 10 hunde af sted tidligt om morgenen for at tilbagelægge de godt 1400 km til Niedernsill midt i de østrigske alper, nærmere bestemt Pinzgauer Grassberge. Alle godt spændte på, hvilke strabadser vi skulle udsættes for i den kommende uge – ville fysikken, hundepoterne og ikke mindst humøret holde, og var vi mon godt nok ”klædt på” til turen – et spørgsmål, der blev aktuelt allerede fra første færd, da vi på ”indgangen” til vores bestemmelsessted via Kufstein området blev mødt af nyfalden sne og 2 plusgrader. Og vi tog fra Danmark med en vejrudsigt, der meldte om 25 graders varme i pinsen!!

Men som bekendt hjælper det altid på humøret, at maven bliver fyldt, og når man med vanlig østrigsk gæstfrihed holder sit køkken åben trods en noget sen ankomst – vi var fremme lidt over kl. ni om aftenen, og køkkenet hos Kröll ( i folkemunde kaldet for ”SUD”) lukkede normalt kl. 21, så lovede det jo godt for opholdet. Og humøret blev bestemt ikke ødelagt, da vi blev præsenteret for en indkvartering, der lå langt over, hvad vi havde kunnet forvente – lækre værelser og madrasser, dejligt opvarmet brændeovn, som i øvrigt blev holdt ved lige af værten hver dag, og adgang til MTV – lige noget for os storbymennesker. Jo vi mente nok, at vi var parate til en uges ophold her i ”ødemarken”.

DIV. Billeder fra vores bolig og udsigten derfra

Vi lægger lidt forsigtigt ud, sagde vores guide på turen, Lena Pichler Bjerre, som betragter området som sit hjemland efter at have boet og arbejdet der i flere år. Så efter et solidt morgenmåltid med østrigske boller (Semmel), skinke, pølse og ost tog vi lørdag den 30. maj på et ret nyetableret Museum i Mittersill, Nationalpark Hohe Tauern for at lære lidt om baggrunden for alpernes opståen, dyre- og plantelivet i området, bjergenes rigdomme såsom guld, sølv, bjergkrystaller og smaragder, og. det viste sig at blive en rigtig god introduktion med 3D film og lavinerumlen samt filmoptagelser af bjerge, dale, turkisblå bjergsøer og vandfald optaget på sådan en måde, at det fremstod som set med ørnens øjne. Efter to timers ophold på museet gik turen videre til Krimmler vandfaldet, et vandfald som udspringer fra Gletcher, og løber ca. 20 km gennem dalen Krimmler Achental, i de bjerne som kaldes Dreiherrnspitze. Vandfaldet falder i tre etaper, og vi klarede den til fald to, som er i en højde af 1460 meter over havet. Det er Europas største vandfald. Så efter at have samlet ny energi fra østrigske spegepølser og semler kunne vi påbegynde vores opstigning med god hjælp fra vores trækkende hunde, og det blev der god brug for. Efter 300 meters vandring stejlt opad og utallige stop undervejs for at fotografere eller blot nyde den fantastiske udsigt nåede vi frem til et lille udskænkningssted, hvor de fleste mente at have nået deres mål, så kun seks havde mod på at tage de sidste 160 meter op til selve vandfaldets andet fald. Efter 3 timers vandring stod vi igen ved vores biler med ømme muskler og ikke mindst hunde, der havde opført sig eksemplarisk under hele turen og var helt parate til at slappe lidt af i bilerne igen.

Og det bedste ved det hele var, at vi i hvert fald havde gjort os fortjent til endnu en dejlig middag hos ”SUD” med skønne, kolde Weissbeer, pragtfuld østrigsk mad, hvor der bestemt ikke manglede noget, og isdesserter så børnenes øjne strålede om kap med pynten på desserten. Ingen havde problemer med at sove den nat!

TUR til KRIMMLER WASSERFALL

Men det var jo kun en ”lille let tur” fandt vi ud af dagen efter, hvor vi skulle besøge en hytte i godt 1900 meters højde, Alpenvereinshytte Niedernsill, som Lena har været med til at bygge, og som bjergforeningen tilbringer mange timer i både sommer og vinter. Her ville vores værtspar være behjælpelige, Frants mødes med os, dvs. Reli skulle føre os op af bjerget stort set i lige linje tværs igennem terrænet, og Frants tog så vores proviant med i vognen op ad en lille grus-bjergvej. Vi havde set frem til en ordentlig sneboldkamp og snot-sne-engle i sneen (dvs. sne-engle med ansigtet nedad i sneen), for sneen har ligget forholdsvis længe i alperne i år, men der var gået tø i vejret og en del sne var allerede smeltet, da vi efter flere timers vandring endelig nåede til den sidste del op til hytten – og her var der absolut ingen vej at følge – vi måtte bare tage den stejlt opad mellem rindende smeltevand og vilde azalea’er, der bare ventede på, at sneen skulle forsvinde så de endelig kunne gå i blomst. Man skulle virkelig vælge sin vej med omhu, hvilket Inez fandt ud af, da hun desværre valgte forkert og herefter stod i et mudderhul til knæet med den ene fod, som absolut ikke var til at rokke til Frants’ store fornøjelse, da han så fik muligheden for at hjælpe en dame i nød og med et fast tag fik hevet fod og støvle fri igen. Og således fik vi vores egen Konen i muddergrøften. Humøret var dog stadigt højt, og heldigvis var der stadig sne nok til at kaste en bold i nakken på Pav, og så gjaldt det bare om at få bundet hundene af og komme ind i varmen fra brændeovnen i komfuret, inden han kunne nå at kaste retur. Indenfor blev vi så mødt af dejlig varm Jäga-te med rom og snaps og behagelige sutsko, og så var det bare om at nyde atmosfæren i denne hytte med soveplads på 1. sal, så der altid var mulighed for at søge ly i tilfælde af dårligt vejr. Varme pølser og friskbagt Apfelkuchen var bestemt også en rigtig god ting. Og 5-årige Mikkels forsøg på at lave arm hævninger i en bøjle i loftet var med til at holde det gode humør ved lige. Efter et par dejlige timer i hytten var vi klar til at tage de to timers vandring ned ad grusvejen i stegende hed sol med masser af fantastiske panorama-udsigter, rindende smeltevand så der hele tiden var adgang til vand for hundene, og alle med godt ømme muskler og en glæde over, at der hjemme ventede et varmt bad!

TUR til Alpenvereinshütte

2. pinsedag gik turen til Habachtal, hvor vi blev hentet i en forudbestilt bus og med hunde og hele menageriet blev fragtet op af bjerget med udsigt til endnu flere vandfald, endnu mere sne og køer, der blev drevet opad for sommeren, med hyrdehunden bogstaveligt talt i haserne! En foreslog, at vi kunne tilbyde vores hjælp i form vores 10 schæferhunde, så skulle der nok komme gang i den. Vi valgte dog at blive i bussen, og da vi nåede vores bestemmelsessted var der absolut stor ros til alle fra chaufførens side, som herefter foretrækker at køre med danske schæfere frem for østrigske skolebørn. I Habachtal, som er en dal i 1400 meters højde!, kunne vi så gå på opdagelse i de mange sten, krystaller og smaragder, som smeltevandet hvert år tager med sig ned fra bjergtoppene – og et par stykker mener da også at have fundet sig en lille smaragd. Vi andre har bare samlet en mængde usædvanligt flotte sten og krystaller og lever i mindet om at have set og hørt et murmeldyr, hvilket er et uhyre sjældent syn, da det som regel når at gemme sig i tide (men vintersøvnen må have sløvet dem eller også var vi virkelig ualmindeligt stille, som vi kom gående der rundt om et bjergfremspring). Besøget i en rigtig Almhytte (en lille træhytte med meget primitive forhold, som stadig benyttes af hyrderne) var også et værdsat indslag. Her lever man stadig ”som i gamle dage”, laver ost, og kerner smør af den mælk man malker fra ”Alpekoen”. Inden vi påbegyndte vores nedtur var et indslag med varm kakao, pølser og Apfelkuche på den nærliggende Almwirtschaft med til at få samlet kræfter til nedstigningen. Her kunne vi have valgt bussen igen, men uvist af hvilken årsag var vi tossede nok til at vælge at gå igen ……. Det tog os så ca. 2½ timer, hvor vi undervejs måtte forbi en flok køer med kalve, som Latoya nok mente, at hun kunne ordne for mor, som nu nok mente, at det var bedre at gå pænt udenom uden at provokere mere end højst nødvendigt. Alt i alt absolut en dag med kraftig miljøtræning af alle hunde, og igen en dag hvor det var en fornøjelse at være schæferhundeejer.

Denne aftens middag blev indtaget i Uttendorf, hos ”Bichelwirt” hvor man serverer Chateau Briand mit Gemüse und Pommes og hvidløgssmør til den formidable pris af 44 euro for to personer (dvs. ca. 326 kr. – stik den Danmarks restauratører). Og det var så under denne middag, at vi blev bedt om at vurdere vores muskler, da næste dags tur gik til ishulen i Werfen ved Salzburg og indebar en hel del trappetrin…........

TUR til Habachtal

Ishulen i Werfen er verdens største ishule. Der er konstant en temperatur på mellem 0 og minus 2 grader, og isformationerne i selve hulen dannes ved, at smeltevandet løber ind i hulen gennem sprækker i bjerget for så at fryse til is. Adgangen til hulen er forholdsvis besværlig, da man skal gå 20 minutter op langs en bjergside. Herefter tager man en svævebane fra 1075 meters højde og godt 500 meter op (en ”Gondoltur” som alle hunde klarede til UG trods det at man står meget tæt op ad andre passagerer), og herefter går man endnu 20 minutter på en endnu stejlere og endnu smallere sti konstant med modgående, som mere eller mindre nyder turen, alt efter temperament og mængde af højde- og hundeskræk, hvilket gør turen med hund besværlig, men absolut ikke umulig. Til gengæld er de åbne trappetrin i selve hulen, 740 trin op og 740 trin ned i varierende sværhedsgrad med stigninger, på helt op til 45 grader uden anden belysning end det levende lys fra en petroleumslampe, absolut en prøvelse, når man går i en samlet gruppe med andre turister. Ifølge hulens internet-side er der fri adgang for hunde – det kan vi kun bekræfte, men ikke anbefale. Turen bør efter vores bedste mening gøres uden hund – det får såvel hund som ejer mest ud af. Vi havde på forhånd med hjælp fra vores østrigske værtinde Reli bedt om en guidet tur kun for os og vores hunde. Det fik vi desværre ikke, så hvorvidt det ville have ændret på vores oplevelse, at vi havde fået en guide for os selv, må stå hen i det uvisse. Hulen er absolut et besøg værd, og vi glæder os til at se den næste år, men uden selskab af hund.

Men når man så efterfølgende nyder en tår at drikke samt endnu et stykke Apfelkuche med is eller flødeskum alt efter temperament med udsigt til Burg Werfen (Brugt til optagelse af filmen ”Ørneborgen”), så var alle klar igen, og et absolut lyspunkt for vores lokale anlægsgartner Carsten var mødet med en lokal vild orkide på turen tilbage.

Denne aften var vi endnu en gang tilbage til middag hos ”SUD”, hvor vores tjener Peter glimrede med tryllekunster til stor glæde for såvel børn som voksne. Og der var andre gæster som fejrede 70 års fødselsdag, hvilket blev gjort med akkompagnement og toner fra den østrigske folkemusik.

TUR til Eisriesenwelt Werfen og Borgen

Onsdag den 3. juni var en ganske særlig dag. Dels fordi det var vores midtvejs slap-af dag, dels fordi to af parrene kunne fejre bryllupsdag. Så vi skulle bare på lidt små indkøbsture, sagde vores guide. Første del af turen gik til Mittersill med indkøb af sko og gode bjergstøvler til halv pris i forhold til DK samt t’shirt, træningsbukser og mange andre gode ting til meget rimelige priser i det lokale KIK (svarer vist nærmest til Tøj og Sko). Et kig i de lokale butikker kunne afsløre, at man sagtens kunne få et par Lederhosen til formand Mikkels lille Emil, men prisen taget i betragtning var det nok ikke umagen værd at investere i, da ingen var helt sikre på om han ville få lov til at bruge dem, men praktiske og pæne var de nu alligevel. En rigtig Nationaldragt til kvinder var utroligt flot, men trods udsalg, stadig oppe i priser på samlet set godt 1500 kr., så – selv om det frister – trods alt lidt af en investering. Herefter gik turen til Zell am See med stop undervej ved Niedersill schæferhundekredsens træningsplads, så alle hunde lige kunne blive mindet lidt om, hvad apport, boldmotivation og lydighed var. I Zell am See kunne Per så endelig få købt sig en ”Tyrolerhat” (eller Niedersill Jägerhut), så han kunne få skærmet af for solens stråler, og vi andre kunne nyde et rigtigt østrigsk kagebord med tærter i næsten alle afskygninger. (Billeder af dette ville vi ikke tilføje, da det ville være synd for alle dem der ikke kunne få disse lækre fristelser)

Efter turen samledes vi alle på Hytte 2`s terrasse hos Rosi’s, for at nyde et enkelt glas mousserende vin og lidt chips for at fejre det ene pars bryllupsdag og senere på aftenen fik det andet par så lejlighed til at byde på lidt at drikke efter endnu en god middag i Uttendorf, idet ”SUD” var lukket om onsdagen (man tilbød os meget gavmildt at åbne køkkenet kun for vores skyld, men da vi i dagens anledning, gerne ville spise andet end schnitzler og pommes frites, valgte vi at tage turen ud til Uttendorf.). På vejen hjem fik vi bekræftet, at man skal fare frem med forsigtighed her i området, idet den lokale kat tog turen tværs over vejen skarpt forfulgt af den lokale hund lige ud foran vores biler.

INDKØBSTUR til Mittersill og Zell am See, samt hundepladsen

BRYLLUPSDAGE hyggebilleder

Dag 6 bød på endnu en usædvanlig oplevelsesdag, hvor vi tog turen igennem Sigmund-Thun Klamm – en kløft dannet fra istiden og nedbrudt af smeltevandet, som med buldrende kraft springer igennem kløften, og hvor den eneste vej igennem er via trætrapper hæftet fast i bjergvæggen dybt nede i kløften med fri udsigt igennem trinene til kløften nedenunder. Sigmund-Thun Klamm har forbindelse til Klamm See som er en del af Kaprun Kraftanlægget – et imponerende dæmningsanlæg hvor de enorme vandreserver udnyttes til varig energi. Trods det at Østrig udnytter 2/3 af dets samlede enorme vandreserver, der frigives hvert år med smeltevandet, er landet nødt til at importere ca. 70 % af dets energiforbrug fra udlandet, hvorfor man sætter enorm stor pris på de muligheder for egen energiudvikling, man trods alt har.

Efter at have forceret trapperne opad i kløften kommer man frem til et fantastisk tæppe af vand, der strømmer ned fra en skøn turkisgrøn sø indeholdende både haletudser og fisk. Vores guide kunne så fortælle, at den grønne farve stammer fra et stort fosforindhold i vandet, hvorfor vores hunde måtte nøjes med at nyde vores medbragte vand på denne tur. Efter en god og afslappende tur rundt om søen kunne vi slutte af med et besøg på et lille kraftanlæg, som viste sig at udnytte den sidste rest af energi i vandet fra Kaprun dæmningen til at dække selve dæmningsanlæggets energiforbrug. Alt i alt meget informativt og absolut tilpas afslappende ovenpå en smuk tur gennem bregneskov og gøgeurt.

Herefter kørte vi så videre for at få en tur i Sommerrodeln i Saalfelden, eller sagt på dansk en tur op i en svævebane efterfulgt af en 1,6 km lang tur nedad i bobslæde, hvor kun modet satte grænser for farten, og hvor både Lena og Pav måtte en tur ud af slæden og hilse på underlaget undervejs, og alle, selv Trine – mor til de to mindste børn – var enige om, at vi måtte have en tur til for fuld hammer. Mikkel på fem var så begejstret, at han mente, vi skulle blive der hele eftermiddagen, og på forespørgsel om, hvem der så skulle betale for det, mente han, at far Jesper da bare kunne finde et job der og betale for det. Vi valgte nu at tage hjem i ordentlig tid, så vi lige kunne nå at slappe lidt af inden aftensmaden.

TUR til Sigmund-Thun Klamm

TUR på Rodelbahn i Salfelden

Grundlovsdag 5. juni og vores sidste dag i Østrig brugte vi til at prøvesmage forskellige Pinzgauer specialiteter ført an af Erwin, en 61-årig bjergfører i absolut bedste form så selv en 45-årig måtte blive misundelig. På turen op ad bjerget besøgte vi Monica, Barbara, Anni og Lizzi & Frants, som hver især bød på friskrøget ost, frisk mælk, øl-ost og smør, krydderurter i alle afskygninger; brød bagt i udendørs stenovn og fremstilling af snaps. Turen varede godt fem timer og bød udover masser af sanseoplevelser også på lidt afslappende meditation på en gammel keltisk boplads, hvor energien fra to bjergkrystaller skulle have helende virkning. Turen hjemad var lidt mindre anstrengende end turen ud, idet det dels nu gik mere jævnt, dels foregik for en stor del af tiden i skyggen, hvor en brændende sol ellers sørgede for rigelig varme til de hårdt prøvede fødder. Vel hjemme hvor Frants og Reli bor privat, blev vi budt på kaffe med en lækker kage med flødeskumsovertræk, og alle var enige om, at det var godt, vi havde gået så meget i den forgangne uge, ellers turde da ingen gå på vægten, når de kom hjem til DK.

TUR med Pinzgauer Specialitäten

I den forgangne uge har vi både fået socialiseret, miljø- og muskeltrænet vores hunde; vi har fået rørt alle de muskler, vi ikke vidste, vi havde, og forsøgt at sætte rekord i gakkede østrigske gangarter, da stort set alle på dag 3 lignede nogen, der havde befundet sig 3 uger på en hesteryg, og det absolut føltes som om hver muskel i kroppen gjorde ondt – lige med undtagelse af lattermusklen, som ellers var den der blev rørt allermest i disse dage. Alle har vist lært noget både om dem selv, men også om deres hunde – hvad kan de klare af belastninger osv. Så alt i alt en spændende uge, som absolut lægger op til en efterfølger til næste år, hvor vi så igen giver østrigerne muligheden for at grine af og med, de tossede schæferhunde ejere fra Kreds 3 Ballerup.

Sidst, men ikke mindst en stor tak til Lena for arrangementet og til alle deltagerne – Erik, Jesper, Trine, Elisabeth, Mikkel, Carsten, Jenny, Jeanette, Torben, Inez, Pav, Stine, Per og Anette for en pragtfuld uge.

Dette er skrevet af deltagerne fra kreds 3, og som arrangør af denne lille ferie, håber jeg at man har fået rigtig meget ud af at være af sted på denne lidt anderledes måde. I har alle været gode til at hjælpe hinanden, og bakke op om dem som ikke var så hurtige. Tak fordi I fulgte alle regler, og jeg kan oplyse, at vi er velkomne igen til næste år. Der vil under kreds 3`s hjemmeside blive lavet link til div. billeder fra turen, dog skal vi lige have afholdt vor LD skue. Med venlig hilsen fra Lena Pichler Bjerre

DIV. billeder fra forskellige situationer