Schæferhundeklubben kreds 3 Ballerup i Niedernsill - Østrig 2010

Copyright på alle billeder

Servus Niedernsill.

Tur til Østrig med Kreds 3 Ballerup.

Så var det endnu engang tid til at opstarte vor tur til Østrig, nærmere betegnet Niedernsill, som ligger i Salzburgerland, Pinzgau. I Kreds 3 regi, havde der været opslag, grundet sidste års store succes, og denne gang var der også flere som havde vovet at tage chancen. Denne gang skulle vi dog af sted om efteråret, da der var nogle ting som vi ikke kunne se sidst, fordi vi var for tidlig på året, og det har naturens vejrbetingelser, for bla. Grossglockner.

Der vil i løbet af den nærmeste fremtid blive lagt billeder på kreds 3`s hjemmeside, så man kan se hvad vi har oplevet i denne uge i de Østrigske alper.

Denne gang er dagbogen skrevet af de to ”nye” familiers ”overhoveder” som deltog nemlig Dorthe og Anette, god fornøjelse med læsningen.

Fredag d. 10.09.10

Så blev det endelig dagen som vi alle havde ventet på længe. Måneders forberedelser samt forventningens glæde kunne endelig se dagens lys. Lyst var det så ikke lige, da vi alle (12 voksne, 6 børn samt 7 hunde) mødtes i Boeslunde kl. 06.00. Vi fik udleveret radioer således at kunne være i kontakt med hinanden hele vejen igennem. Turen gik derefter over Fyns land samt Jylland, helt uden at holde i kø

Godt trætte og mætte kørte vi op af nogle meget mørke og stejle veje, til vores 2 huse, som hurtig fik navnene ”Team Rossi” og ”Team Reli”. ”Team Rossi bestod af Jesper, Trine og deres 2 børn Elisabeth og Mikkel og Chanti. Annette, Per , Patrick samt Quark og Xara. Dorte, Christinan og deres 3 børn, Martin, Rasmus og Jesper samt Kala. ”Team Reli bestod af Lena, Erik samt Renka og Qvitte. Pav og Quanto. Flemming, Annette og Louise.

Hundene fik derefter mad og en gå tur, Christian og Kala måtte på egen krop sande sande at der I Østrig er strøm på hegnene, men de havde ikke lige haft styr på det der med en lommelygte…...

Billeder fra turen derned

Lørdag: 11.09.10

Da der ingen forretninger havde åbent da vi ankom, havde vi aftalt at aflægge det lokale supermarked et besøg, så vi kunne få noget at bygge vore depoter op på. Samt noget til et solidt morgenmåltid, dvs., at Team Rossi var godt i gang med at handle da Team Reli ankom. Team Reli blev dog en anelse bekymret for om der nu var mere tilbage i butikken, da Team Rossi på dette tidspunkt var i besiddelse af to næsten fyldte indkøbsvogne. Per havde som de fleste mænd også vist flere nervøse trækninger ved tanken om, hvordan der skulle være plads til det hele i bilen, dette lykkedes dog heldigvis.

KL. 10.30 mødtes vi alle sammen og turen gik imod Nationalparkcentrum i Mittersill. (http://www.nationalparkzentrum.at/) Her fik vi en forståelse for hvad det var for et område vi skulle være i den næste uge. Vi så en fantastisk 3-D film om hvordan bjergene blev til, hvilke dyr der fandtes i bjergene, ligeledes så vi en film om laviner, og ikke mindst hvor hurtigt vejret det skifter, og at man ikke i bjergene skal ignorere vejrets luner.

Efter dette besøg var vi klar til turens første udfordring,Ishulen i Werfen. (http://www.eisriesenwelt.at/site/content/CB_ContentShow.php?coType=home) Efter en kortere køretur som bød på gensyn med den borg som blev brugt til optagelserne i filmen ”Ørneborgen” , ,nåede vi frem til Ishulen….. Troede vi…….

Da vi havde parkeret bilen og luftet hundene (som ikke kunne komme med, sidste års dårlige erfaring), blev vi hentet af en bus som skulle køre os op af bjerget, op til en svævebane som skulle fragte os videre op. Men vi blev klogere….. For bussen satte os af, og så skulle vi selv gå op til svævebanen.. en tur som for nogle (Annette!!) var temmelig hård. Men vi nåede alle frem til svævebanen som fragtede os op…. Herefter var der en gå tur på 20 min, inden vi var endelig fremme ved is hulen. (og det var jo ikke ligesom i flade Danmark)

Alle anstrengelser var forsvundet som dug for solen da vi fulde af forventning stod på to rækker, og ventede på at døren skulle gå op. (Døren som var isat, var for at beskytte mod det varme vejr, samt div. Forurening, som ellers ville ødelægge dette helt unikke fænomen som er skabt af naturens hånd) Inden dette skete fik vi udleveret olielampe, af vores guide, en ung mand som talte meget tyde-e-ligt og langsomt. Da døren gik op slog kulde og vind os i møde, og foran os ventede ca. 740 trappetrin opad med stigninger på op til 45 %. Men sikke en oplevelse.. Vi så flere skulpturer som var blevet formet af vind og vejr, nogle lignede ansigter, andre isbjørne, og sandelig også en enkelt elefant, nogle steder var isen helt op til 70 meter tyk. Vores guide stoppede op flere steder og fortalte en masse spændende ting, han havde ikke samme olielampe med som os, men derimod en lampe hvor han brugte magnesium til at lyse op, da dette ikke får isen til at smelte, men til gengæld skaber et lys som set i isen er helt unikt og fantastisk. Da vi nåede op hvor vi ikke kunne komme længere, fortalte guiden os at der faktisk var 40 km hule inde i bjerget, meget af det var endnu uudforsket, da man igen var bange for at det ville have katastrofale konsekvenser…. Nedad igen og vi formoder, samme antal trin som opad, vi opgav at tælle efter……

Vi var alle enige om at det havde været en fantastisk oplevelse, som man måske nok kun oplever en gang i livet. Vi var også glade for at vi havde valgt at lade hundene blive i bilerne, da alle de trapper havde været for meget for dem. Hundene var glade for at se os igen, og de fik en rigtig lang lufte tur.

På vejen hjem meldte sulten sig, og heldigvis havde vi igen bestilt bord hos SUD (http://www.gasthof-kroell.at/cms/de/familie/herzlich_willkommen.php) som er garanti for god og solid mad. Nogle kunne klare 1 ret, andre 3 retter, (hvilket vi andre ikke kunne forstå.

Billeder fra denne dags oplevelser i Ishulerne

Søndag 12.09.10

Vi vågnede efter en god nattesøvn, vist alle i besiddelse af ømme lægmuskler o.a. efter gårdagens fantastiske oplevelser.

Turen i dag var ikke nærmere fastlagt, da alt var vejrbetinget, men alt pegede i retning af Grossglockner (http://www.grossglockner.at/) Dog var der lige en forhindring der skulle forceres førend dette kunne blive en realitet. Lena havde, da vi kørte i går, set et vejskilt som indikerede at der var lukket. Så Lena ringede fluks til en af sine mange kontakter, som heldigvis kunne fortælle, at vi sagtens kunne komme af sted.

Så humøret var højt da vi drog af sted. Bevæbnet med mad og drikke og diverse forskelligt tøj, kørte vi i samlet flok af sted til hjertet af Nationalpark Hohe Tauern, nemlig Grossglockner, der med sine 3798 meter er det højeste bjerg i Østrig. Vejret var i særklasse, total blå himmel og solskin, normalt sådan noget som man kun ser på postkort. Vores husvært fortalte at vi var meget heldige med vejret, der er faktisk mange Østrigere som aldrig har set Grossglockner i sådan et vejr.

Man kører ikke på selve Grossglockner, men på et ”bjerg” ved siden af og det kaldes for ”Hochalpenstrasse” og det højeste man kan komme til, er Kaiser Franz Josef´s Höhe, som ligger i 2504 m, som dog lige skal forceres i form af div. mange kurver, som vi ikke talte, smalle passager, og stejle strækninger.

Vi kørte op til hvor det er tilladt at køre med biler, dog var vi ikke de eneste der havde fået denne ide. Vi havde selskab at masser af motorcykler og cyklister som til tider gjorde det en anelse mere spændende end nødvendigt. Senere fandt vi ud af at der senere på ugen skulle afholdes Harley Davidson træf med 10.000 tilmeldte. Og da det er en meget populær vej, når man har motorcykel, var det lige den de fleste havde taget, og selvfølgelig lige på denne dag hvor vi andre også skulle af sted.

Da vi var kommet op hvor det ikke var muligt at køre længere, tog vi hundene ud af bilerne og begyndte at gå. Lena havde i forvejen undersøgt hvor vi havde den bedste udsigt, og det ville vi have ved at følge ”Gamsgrubenweg”. Vi kom dog ikke til at gå så langt af gangen, da vi vakte opsigt pga. vores dejlige hunde. Mange kom hen, og ville gerne snakke, klappe og stille spørgsmål. Hundene opførte sig meget meget eksemplarisk, og var endnu engang fornemme repræsentanter for racen. Dog var der også nogle som lige skulle tjekke, om vi nu havde vand til vore hunde osv. men det var der selvfølgelig styr på.

Efter et par timers gåtur igennem diverse tunneler, som hundene klarede flot, var det tid til en spisepause. Vi sad og spiste (flere af os i T-shirts), med udsigt til et panorama billede i form af et sneklædt Grossglockner. Igen var hundene genstand for positiv opmærksomhed, af de forbipasserende.

Vi var så heldige at se ”Murmeltiere” ,det er nogle små søde dyr som minder om en bæver. Både børn og voksne var henrykte over dette syn, især måske fordi sidste år da vi var på Smaragd tur, da hørte vi dem kun, men kunne ikke se dem.

Dagens fantastiske tur, som kan være svær at beskrive med ord, men en tur som gjorde et stort indtryk, på såvel børn som voksne. Der blev heldigvis taget en masse billeder så vi kan drømme os tilbage igen, til dette gigantiske og imponerende syn, af sne og Gletscherspalter.

Ved aftensmaden som igen blev indtaget hos SUD snakkede vi om hvor fantastisk dagen havde været, og fik som sædvanlig krydret det hele med vittigheder, og dertilhørende latter

Aftenen fik en lidt kedelig afslutning, da Pav fik voldsomme tand smerter. Men dette er der råd for i Østrig: Hjemmelavet snaps

Jesper spurgte om han ikke måtte få en is. Jespers mor sagde nej, men gav Jesper et ”pyntespyd” i stedet for Jesper udbrød i jubel ” Jeg må ikke få en is”, men var stoltheden selv, over sit ”pyntespyd” Vi syntes nok alle at det var en sammenligning som fortjente et grin, men Jesper var bare stolt over sin nyerhvervelse. Derefter gik turen hjem, og forude ventede en god nattesøvn.

Billeder fra turen til Grossglockner og fra turen ud af Gamsgrubenweg

Mandag 13.09.1

Dagen startede til stor glæde for de kvindelige deltagere….. Vi skulle på Shopping

Imens shoppingen stod på, sendte vi vist alle sammen en medfølende tanke til Pav som skulle til tandlæge. Da Shoppingen var overstået, og Pav heldigvis var kommet helskindet tilbage, bevæbnet med penicillin og en ny tandlæge tid senere på ugen, var vi klar til en lille gå tur.

Vi kørte ud til Taxenbach, som er en lille by i nærheden af Zell am See. Vi skulle gå en tur i Kitzlochklamm i Taxenbach, (http://www.kitzlochklamm.at/) og Lena forklarede at ordet ”klam” er noget man bruger om et bjerg som gennem tiden er blevet delt af vandet, og isen som har spaltet det op, og det har varet flere mange tusinder af år. I denne Klamm er der også et guldgraversted, samt en mindre drypstenshule. Guldet er dog udvundet, og drypstenshulen er aflåst da man håber på at den kan bevares hvis den ikke bliver besigtiget af turister.

Sikke en oplevelse og udfordringer der ventede os og hundene. (Nok mest hundene på denne tur). En tur der for nogle hunde, var udfordrende, da der var en del trapper i forskellige materialer, men alle klarede det. Som på de foregående ture, vakte vores hunde opsigt, og igen opførte de sig fortrinligt.

Turen gjorde indtryk på os alle, især børnene, da vi nåede til et mindesmærke for 8 piger som i 1974 havde mistet livet på dette sted. Kort fortalt var der tale om skolepigeklasse som var på udflugt, på et tidspunkt skulle der tages et gruppebillede og flere satte sig på gelænderet, som derefter brast sammen.

Men videre gik det, op og ned af trapper indtil vi kom til en ”hule” hvor der for mange år tilbage havde boet en mand, som havde valgt denne noget anderledes livsform fordi han gerne ville være sig selv og søgen efter guld. Mikkel på 8 år kunne udmærket forstå den livsstil og blev enig med sig selv om at han egentlig også godt kunne tænke sig dette selv, men da han så fik oplyst at det var uden hans div. spil, osv., var han alligevel betænkelig.

Aftenen sluttede som vanligt med jokes, latter, og god mad, div. Weissbier, og is til ”de barnlige sjæle” på SUD.

Billeder fra turen gennem Kitzlochklamm og lidt fra byturen i Zell am See.

Tirsdag 14.09.10.

I dag var dagen hvor støvler, ben og balancen skulle stå sin prøve…. Vi skulle på vandretur i bjergene.

Lena havde fået vores husvært Reli og dennes svoger Ruap til at være guider. Turen startede kl. 08.50. hvor vi blev afhentet af en bus som kørte os til Zell am See. Derefter gik turen op med svævebane til vores startsted, Schmittenhöhe (et for danske turister særdeles kendt skisportssted ) og meningen var at vi skulle gå hjem til Niedernsill. Flere af dem, der var med i svævebanen trak på smilebåndet da de så hundene. Mange ville også gerne veksle et par ord med os, og de troede at vore hunde skulle træne til Lavine / Redningshunde.

Herefter gik vi i det utrolige ubeskrivelige flotte landskab. Vores frokostpause blev tilbragt ved ”Sonnberg Alm” som er et sted med hjemmelavet mad helt fra bunden, alt fra østrigsk Käse, Speck, Wurst, Jägertee, Brot, Butter osv. der blev indtaget en god kop Jägertee, så vi var rustet til den sidste del af turen. Da vi havde gået ca. 4 timer skiltes vi i to hold, da der var flere som gerne ville helt op på toppen af det bjerg vi kunne se fra hytten, Germkogel på 2174 m. Dette var noget af en udfordring for fysikken, da det gik stejlt op, og her var der ingen tvivl om at hundene var i bedre form end os. De ”små børn” måtte blive ”nede” og gå med os andre, men det var der en årsag til, det var ganske enkelt ikke nemt at gå der, og Reli ville ikke tage ansvaret hvis der skete noget, hvilket jo var forståeligt. Men op kom vi, og alle anstrengelserne var pist væk da vi stod oppe i 2174 meters højde, og skrev i en bog at Schæferhundeklubben for Danmark, Kreds 3 havde været her. Det er der ikke mange der kan prale af.

Herefter gik det nedad igen, nogle af os måtte lige ned og stifte bekendtskab med græsset da balancen svigtede, fordi man ganske enkelt gled på de glatte sten. Nedturen var krævende, og der var flere steder, hvor man virkelig følte både, ben, tæer, knæ, osv., da det virkelig var hårdt, men som der blev sagt hellere en ”kort” og kontant nedstigning, end en lang og opslidende gåtur af ”vejene”.

Imens vi havde gået, lignede begge vore guider Reli og Ruap nogle som bare var ude på en søndagsudflugt, meget afslappet og ingen ændring i vejrtrækningen. Sågar havde Ruap overskud til at gå hænderne i lommen, samle svampe til aftensmaden, samle bær, fortælle om bjergtoppe vi kunne se, samt reparere hegn og meget mere. Respekt for det!!

Igen havde ingen af hundene problemer med nedstigningen, det gik bare derud af. Nogle gange lige lidt for stærkt, men vi alle kom sikkert ned til vores hytter. En tur hvor vi gik 14,2 km.!!! Vi var alle godt trætte om aftenen, men vi skulle alligevel ned hos SUD og have god mad. Denne aften var speciel, da der var Live-Band som spillede Østrigsk folkemusik, Amin (værten) bød sågar en af os op til dans…. Vi har lovet ikke at røbe hvem…….En rigtig festlig afslutning på en god dag.

Billeder fra denne fantastiske dag, hvor vi fik panorama og ømme ben, for alle pengene.

Onsdag: 15.09.10

Denne morgen var der vist ingen der var i tvivl om hvad det ville sige at have ømme ben eller andet, hold da så lige op…….

Alle var vist trætte (på nær hundene) da vi mødtes til en ny spændende dag. Turen i dag gik til Kapruner Stausee (http://www.tauerntouristik.at/de/kaprun/index.php) , som er et vandkraftværk. Vi pakkede bilerne med mad, vad og hundene og begav os af sted. Vi kørte til Kesselfall Alpenhaus hvor turen startede. Vi blev alle hentet af en bus (også hundene) som kørte os op til open-plan lift som er den største af sin slags i Europa. Dette var noget af et oplevelse, for os alle incl. hundene, men som alle de andre dage, tog de denne udfordring med ophøjet ro. Da vi blev sat af var vi kommet op i 1600 meters højde, herefter ventede der igen en bus og kørte os det sidste stykke op således at vi var oppe i 2040 meters højde.

Sikke et syn der mødte os, frisk luft, de frodige grønne græsgange, det turkisblå vand i bassinerne og gletsjerne der rejste sig. Vi fik derefter en rundvisning som satte vores tålmodighed på lidt af en prøve. Vi fik at vide at det tog ca. en time, men da guiden var meget fortællende herre, og havde uddannelse af teknik og ingeniør kom dette til at tage en del længere tid. Hundene nød det dog, da der så lige blev tid til en lille lur når vi havde ophold. Igen nød vi alle godt af Lena`s sprogkundskaber da hun oversatte (her skal det dog indskydes at Lena var væsentlig hurtigere til at forklare det samme som guiden), men alligevel kunne vi imponeres over dette bygningsværk, som jo trods alt ikke er af nyere dato, men som stadig holder og man udbygger det stadig, men det er stadig de tykke mure der holder vandet hvor det skal.

En rigtig god tur som passede lige til vores ømme ben.

Billeder fra Kapruner Stausee.

Torsdag 16.09.10

Da Pav skulle til tandlæge, skulle vi først mødes kl. 11.00 . så vi kunne sove længe(Stor tak for det Pav)

I dag skulle vi ud at køre bobslæde. Vi havde hørt meget om denne tur fra sidste års deltagere, samt set billeder. Så vi var spændte på, om der igen i år var nogle som køre ureglementeret, og måtte en tur ud af slæden (Og nej… vi blev ikke skuffet)

Vi blev fragtet op i en svævebane efterfulgt af en 1,6 km lang tur nedad med 61 kurver, samt 2 fald i bobslæde. Alle hyggede sig og lattermusklerne blev brugt. Heldigvis havde vi bestilt 2 ture, og der er ingen tvivl om at vi kunne have været dernede endnu. Vi blev dog ikke snydt for ureglementeret kørsel, Pav skulle lige prøve kræfter, som kostede et par ødelagte bukser, og af hvilken årsag ved vi ikke, men Per skrabede begge arme !!.

Efter dette køre vi alle en tur til Zell Am See, hvor vi luftede hundene, nogle fik shoppet, og andre gik på Cafe.Dagen blev sluttet af med en tur på den lokale hundeplads, til stor glæde for hundene.

Vi var inviteret til afskedsdrik hos Reli og Franz da de skulle på udflugt med Franz`s arbejde i weekenden, og således ikke var hjemme så de kunne tage afsked med os om lørdagen. Her var der disket op med diverse drikkevarer (også igen hjemmebrygget) samt lækre grønsager fra haven, med tilhørende dip. MUMS…….

Aftenens kolonariske indslag var Østrigsk Fondue, hvor det der var mest efterspurgt, var deres absolut kanondressing i form af hvidløg, og som selvfølge blev indtaget hos SUD.

Billeder fra bobslædetur, bytur, samt tur på hundepladsen.

Fredag 17.09.10

Den sidste hele dag i Østrig skulle tilbringes i en byen Rauris dalen, hvor vi skulle ”vaske guld” (http://www.goldsuchen.at/) En del os håbede at vi fandt så meget at vi kunne blive en uge mere

Efter et par timer måtte vi konstatere at vi ikke fik samlet nok guld til en uge mere, men sjovt havde det været. At se børnenes ansigter og udbrud, når et lille bitte stykke guld tittede frem mellem stenene var ”GULD” værd. Vi sluttede turen med en god kop kakao og lidt mad.

Desværre skulle Dorte, Christian , børnene og Kala hjem til Danmark da pligterne kaldte, så vi fik alle sagt pænt farvel. Derefter var det desværre tid til at køre hjem og pakke så vi var klar til afgang den efterfølgende dag.

Og selv sluttede vi af på vores absolut bedste spisested, SUD…….

Billeder fra den ihærdige og ivrige guldvask, samt lidt fra turen ad Knappenweg

Lørdag 18.09.10.

Det var ikke med vores gode vilje at vi i dag skulle hjem. Team Reli havde besluttet at stifte bekendtskab med det østrigske morgenbord, og hvad var mere naturligt at indtage denne hos SUD til den nette sum af 5,00 Euro pr. person (Den pris kunne Danske cafeer lære af) Der var alt hvad man kunne forlange. Kl. 10.00 startede vi bilerne med kurs mod Danmark, desværre startede vi med at holde i kø i 1,5 time ved Kitzbühl, men efterfølgende gik det bare derud af. Vi var hjemme kl.ca 3 om natten, godt trætte og brugte.

Til sidst skal der lyde en stor tak til Kreds 3 med at planlægge denne tur. En speciel tak til Lena, fordi du gang på gang var oversætter for os i alle mulige tænkelige situationer, alt lige fra mad bestilling til turguide.

*********************************************************************************************************

Sluttelig vil jeg sige tak til alle der deltog, børnene i særdeleshed, den mindste bare 5 år gammel, de 2 næste bare 7 år, 1 på 9, 1 på 11 og 1 på 15, har gået med i tykt og tyndt, godt gået. Til alle andre : I overholdt alle ”bjergregler” mht. hundene, affald, flora og fauna, respekt for naturen, og ikke mindst havde vi et godt kammeratskab, med mange positive oplevelser, og vi havde en uge med vore bedste venner Schæferhunden. Når man har oplevet det, så er det hele arbejdet værd, jeg må dog beklage, at da jeg ikke har tid næste år, kommer der først en efterfølger, hvis der er interesse for det, om 2 år.

På vegne af Kreds 3 Ballerup, Lena Pichler Bjerre (Billede nederst, et fantastisk panorama på Grossglockner)