Schæferhundeklubben kreds 3 Ballerup i Niedernsill - Østrig 2012

Copyright på alle billeder

Mandag:

Så gik turen endnu engang til Østrig. Byen Niedernsill som ligger i Salzburgerland, Pinzgau er efterhånden godt kendt af schæferhundefolket fra kreds 3. I år var vi 12 personer af sted. 10 voksne og 2 børn samt 4 voksne schæferhunde. Vi var to nye med på holdet i år. Bilerne blev pakket og så gik turen sydpå. Vi havde 15 timers kørsel foran os, så vi startede tidligt mandag morgen.

Vi ankom kl. 21.00 om aften, hvor vi spiste på et meget populært lokal Gasthoff, hvor Lena og Erik er kommet igennem mange år. Her spiste vi hver aften, da dette var byen bedste spisested, og der blev ikke sparret på isdesserterne. På trods af ihærdigt forsøg, fik vi ikke nået at smage det hele på menukortet.

Herefter kørte vi op på hver vores bjergtop, og blev indlogeret henholdsvis hos Gaisbichl ”Team Rosi” huset, og vi andre ved Taxbauer. Hjemmefra var vi blevet opdelt i to hold, således at vi vidste hvem vi skulle bo sammen med.

Det er lejligheder som er indrettet hos såkaldte ”bjergbønder” men der er alt hvad man skal bruge, og det , ligger på en bjerghøjde af 1000 meter, hvor tilkørselsvejen er smal og stejl og uden rækværk. Så der var ikke noget med at slingre for meget ud til siderne. Fra vores kvarter kunne vi stå at nyde udsigten over hele bjergdalen, med bjergtoppene i baggrunden. Køerne gik med bjælder og græssede på bjergskåningerne. Ren idyl……..


Tirsdag:

Om formiddagen besøgte vi Nationalparkcentrum i Mittersill, som var en god start for os som ikke havde været med før. Her fik vi historien om hvordan bjergkæderne var opstået for millioner af år siden. Vi så film om lavineskred og dyrelivet, og fik dermed et godt indblik i hvordan det hele er opstået. Lena var rigtig god til at fortælle og guide os igennem.

Om eftermiddagen besøgte vi Liechtensteinklamm, http://www.liechtensteinklamm.at/ hvor man går ind i en klam, som består af en sprække i bjerget, hvor vandet løber ned af bjergvæggene i form af store og små vandfald. Her går man på en trækonstruktion, som går hele vejen igennem spalten, med broer over det løbende vandfald. Hundene var selvfølgelig med på turen. De gik frejdigt fremad og var ikke spor bange for vand eller de fugtige trapper. Der blev taget en masse billeder som vi gerne deler med jer andre, da det var en fantastisk oplevelse. Dagen sluttede med vores sædvanlige tur til vort spisested, og alle kunne mere eller mindre ”trille” hjem, både trætte og mætte efter dagens oplevelser.

Billeder fra tur til Lichtensteinklamm


Onsdag:

Her skulle vi op med svævebanen på Wildkogel, http://www.wildkogel-arena.at/ hvor der om vinteren er et skisportssted, meget for de lokale, men der er da også turister der benytter dette smukke område. Endvidere kan oplyses at det er her, vi nogle gange har læst eller set billeder fra den længste naturlige kælkebane der er 14 km lang, så det er noget af en tur….

Vi stod af på toppen af bjerget i cirka 2300 meters højde. Herfra gik vi ud i sneen og vandrede op til en af toppene ,Frühmesser (2233 meter over havet) hvor der stod som der altid er på en bjergtop et kors. Luften var temmelig tynd og et par stykker af os havde lidt problemer med vejrtrækningen. Hundene var med og klarede det uden problemer. Næsten ved toppen oplevede vi noget sjovt vi mødte 3 personer, hvoraf den ene dame spørger os om vi er fra Niedernsill, hvilket vi jo siger ja til, så spørger hun om vi bor ved Taxbauer, hvilket vi så også svarer ja til, ja, men så måtte vi hilse dem når vi kom hjem……..hm, den kunne vi ikke lige greje, men ……………..(kommer efterfølgende)

På toppen af bjerget står der et kors, som symboliserer deres religion. Størstedelen af Østrigerne er katolikker. Ved korset lå der en bog, hvor man kunne skrive i. Kreds 3’s medlemmer skrev sig ind i bogen med navn på hver person samt hunde. Herefter gik turen tilbage til svævebanen, hvor vi fik kaffe og kage. Og ja hvem sad sammen med Lena som ventede på os, (hun kunne jo ikke gå andet end lidt), de samme 3 som vi havde mødt før, som havde spurgt os om en hel masse- de kendte jo Lena og ”alle” vidste jo så, at vi var kommet fra Danmark, hvor vi boede osv. Osv. Og ja det er jo ikke alle grupper der har schæferhunde med….så det var jo nemt at gætte at det så måtte være os fra ”Danmark med hundene”.

Det var meningen at nogen kunne have gået ned, men det blev droppet, da vejret lige pludselig optrådte med en hurtighed der gjorde, at det bare var om at komme af sted og ned med gondolen. Dette omskiftelige vejr oplevede vi faktisk flere gange i løbet af ugen. Vi kunne godt have gået ned også, men de fleste mente at det havde været godt for i dag, og desuden kunne vi se at det trak op til en gang regnvejr, og de fleste have ikke rigtig lyst til en gang brusebad lige nu.Hundene klarede sig særdeles fantastisk. Helt utroligt at hundene gik med ind i gondolerne, selvom de ikke holdt stille, mens folk sprang ombord for at blive fragtet ned af bjergsiden.

Billeder fra tur til Wildkogel - Frühmesser

Torsdag:

Her gik turen til Schaubergwerk Hochfeld. http://www.cusoon.at/schaubergwerk-hochfeld Vi blev alle udstyret med termojakker og gule sikkerhedshjelme. Her skulle vi ned i en mine, cirka 30 meter under jorden. Hundene kunne ikke være med, da vi skulle gå på glatte trapper og stiger. Gangene var meget smalle og der var fugtigt og klamt. Kun lidt lys, men guiden havde lygte med. Og det havde undertegnede altså også, for ellers var hun nok faldet på måsen et par gange undervejs. Guiden var iklædt tøj fra dengang, og en dragt man kun brugte om søndagen. Man begyndte minearbejdet i starten af 1500 tallet og sluttede arbejdet i 1964. En minearbejder startede ofte som 9-årig med at samle sten og rydde op, hvorefter de som 13-årige fik lov til at arbejde nede i selve minen. En minearbejder blev ofte kun 35 år, hvorefter de døde af følgesygdomme af minearbejdet.

For flere af os, var det noget af en udfordring at skulle klatre op igennem de smalle mineskakter på glatte stiger og trapper. Der var ikke meget lys og der var kun et togværk at holde fast i ved trapperne. Man skulle ikke lide af klaustrofobi. Det var en fantastisk oplevelse at hører om minearbejdernes barske tilværelse. Vi kunne høre at vandet fra ”bækken” der var over os, hvordan det larmede, og da vi kom ud fra minen havde vi en udsyn der var totalt fantastisk. Vi så også deres boliger, man havde fælles spisekøkkener, og man havde også div. Tiltag i form af en slags ”fagforening” hvor man gav et fast beløb til, således at hvis der skete noget med en minearbejder så blev der taget hånd om hans familie……. Vi gik så den dejlige tur tilbage til bilerne som gik gennem skoven, og ganske trætte efter dagens oplevelser, ja så mødtes vi til spisning på det sædvanlige sted, hvor vi snart bare var ”Fast inventar”.

Billeder fra tur til Schaubergwerk Hochfeld


Fredag:

Her besøgte vi Saisenbergklamm ved St. Martin http://www.naturgewalten.at/seisenberg.htm som også var en fantastisk oplevelse af smeltevand der faldt i store mængder ned fra bjergtoppen. Her gik vi på en lang trækonstruktion af broer og trapper, der gik igennem bjerget i en kæmpe sprække. Hundene var selvfølgelig med på turen, og gik rigtig fint både op og ned af trapperne, der til tider kunne være rigtig glatte pga. vand, og det var ikke altid lige, at der var plads så modkommende kunne komme forbi, men man ventede pænt på hinanden. Vandet var denne dag meget grumset, men som Lena oplyste så havde vi dagen i forvejen haft et ”mindre uvejr” hvor træer væltede, og når det sker, så kommer der meget sten, løs jord osv, som så blandes med vandet, og der går som regel nogle dage inden det igen er helt klart.

Om eftermiddagen tog vi videre til et skiområde, hvor man om sommeren kan køre i bobslæde på en fast konstrueret bobslædebane fra bjergtoppen. Vi tog med skiliften op til toppen og herfra blev man sendt af sted enkeltvis, i en speciel designet bobslæde med hjul under. Efter den første tur, hvor man lige skulle finde ud af hvordan man skulle bremse, gik der ikke lang tid, før der gik sport i at køre rigtig stærkt. Dog var der nogle forhindringer undervejs, der skal tages hensyn til, da man snildt kunne få så meget fart på at man kørte ud over siden. Både voksne og børn havde en sjov oplevelse. Og dette var en af de ting som er en tilbagevendende begivenhed, og et absolut ”MUST” hvor virkelig alle hygger sig og bliver til børn igen…….

Billeder fra tur til Saisenbergklamm

Lørdag:

Om morgen fik vi besked på at vi skulle finde vores vandre støvler frem, for nu skulle vi ud på en længere vandretur, som krævede en godt fodfæste. Her var det nødvendigt med en professionel bjergguide. En ”ældre herre” – Sepp, med vandrestave og hat. Det skulle senere vise sig at han var i super form. Med sig havde han sin lille bjerghund, af ukendt race. Vi blev kørt ind med bus, hvor vi mødtes med vores bjergguide, hvor turen startede. Vi startede i fin stil med at gå et lille stykke på en grusvej, men så kom udfordringerne. Her gik turen ind igennem buskadset, og så gik det ellers op ad en stejl skråning. Her var det noget af en udfordring for både for hunde og mennesker. Her gik vi på ganske smalle stier op igennem bjerg terrænet, hvor vi nogle gange var helt ude og gå på kanten. En rigtig god idé med vandrestave. Mange tak for lån Erik. Undervejs fortalte vores bjergguide om naturen og det økosystem, som Østrigerne værner så meget om. Han havde sukker med, som han dryssede ud på myretuerne. Han fortalte om de forskellige træsorter og dyrlivet. Vi fik nogle fantastiske indtryk, og sikke nogle panorama billeder der blev taget.

Da vi ankom til Mittelstationen, tog vi gondolerne op til bjergtoppen. Her kom vi op til en stor gletcher, men det var en del tåget, så vi kunne ikke gå så meget rundt. Efter vi havde indtaget kaffe og kage, valgte herrerne at gå med vores bjergguide ned over sneen, tilbage til Mittelstationen. Tøserne valgte at tage gondolerne tilbage til Mittelstationen, hvor vi samledes. Herefter kørte vi samlet ned, og tog igen bussen, med en chauffør der absolut ikke kunne lide vore hunde, og han oplyste skam også at schæferhunde i Østrig skulle have mundkurv på når de kørte med offentlige transportmidler, men Lena måtte så fortælle ham at de havde fået lov til at være af sted uden, fordi vi kom fra en ”Dansk Schæferhundekloub” og vi ”trænede vores hunde”, og da de jo opførte sig eksemplarisk, så sagde han heller ikke mere…..

Men det var en tur der gav ømme lår og lægge.

Lørdag aften var det Sankt Hans aften. Hvor vi efter aftensmaden samledes ved Taxbauer. Herfra havde vi udsigt over hele bjergområdet, hvorfra vi kunne opleve bål som var tændt på bjergsiderne. På den ene bjergvæg var der lavet et motiv af en Edelweis i form af fakler og brænde, der var båret op i løbet af året. Dette syn var en helt igennem fantastisk oplevelse. Vi forsøgte at tage billeder af det, men pga. mørket var det svært., vi havde dog nogle hyggelige timer med vores værtsfolk, og fik smagt lidt østrigsk snaps og andre drikkevarer…..

http://www.enzingerboden.at/wiegenwald-wanderung-stubachtal-zirbenwald-weisssee.html

http://www.tiscover.com/at/guide/55891at,nl,SCH1/objectId,CTR515592at,curr,EUR,hdpId,HDP548133at,parentId,RGN783at,season,at1,selected=

http://www.gletscherwelt-weissee.at/de/sommer/entdecken-sie-die-gletscherwelt-weisssee/

Billeder fra tur til Wiegenwald - Grünsee – Weisse Gletscherbahnen

Søndag:

Søndag morgen skulle vi atter på vandretur i bjergene. Her gik turen til Krimler Wasserfsall / Achenthal og vores ”endestation” hed Hölzlahneralm, hvor Europas største vandfald springer ud fra bjergtoppen. Denne gang havde vi en fra fam. Taxbauer med, som havde været så flink at tage med os som bjergguide. Han var en rigtig bjergmand, men dog ikke meres end at Mobilen skulle da også med….. Her kørte vi i vores biler ind og parkede der hvor vandfaldet ”slutter”.. Hundene var også med på denne tur. Det var en usædvanlig hård tur på 16 km. Dog var vejen bred og god at gå på, både for hunde og mennesker. Vi gik op langs vandfaldet, som vi fulgte hele vejen op til toppen. Da vi nåede toppen, havde vi cirka en times vandring, hvor vi kom ind i bjergdalen, som grænsede op til Italien. Her lå en Alm hvor vi kunne sidde og nyde en helt igennem fantastisk frokost, hvor alt var hjemmelavet. Efter vi havde nydt vores frokost, gik turen tilbage og ned ad bakken igen, langs vandfaldet. Og sikken en tur, den eneste der kørte (blev kørt) var Lena, så hun kunne nyde nogle gode timer hvor hun havde vente på os, men også igen efter at vi var påbegyndt at gå ned, men igen et panorama, som man bare ikke kan beskrive med ord, vi håber dog at billederne kan tale lidt for de oplevelser som vi har haft på denne og andre ture….

http://www.wasserfaelle-krimml.at/

http://www.hoelzlahner.at/


Billeder fra tur til Krimml / Hölzlahneralm

Mandag:

Så var det hjemrejse dag, hvor vi pakkede sammen og kørte retur mod Danmark kl. 09.00 om morgen. Afbrudt af to pauser med frokost og aftenspisning.

Turen til Østrig har for os som nye deltagere, været helt igennem en fantastisk naturoplevelse. Vi kan varmt anbefale andre naturglade mennesker, at tage en tur til de Østrigske alper. En speciel tak til Lena som man tydeligt opleved,e at havde boet i dette område, for den fantastiske måde at få tingene til at fungere på, men også tak til Erik for altid at være hjælpsom og en tak til alle jer andre for godt kammeratskab

Et af vinterens tiloversblevne sne, som der kan afkøles i, og måske en smule sneboldskamp........

Quinnie ligger afdækket, kanon udsigt, men tror hun har øje på Pav....

Alle tager et velfortjent hvil, og nyder de efterhånden særdeles velsmagende Østrigske tørrede pølser.

Billederne fra det største vandfald i Europa Krimmler Wassefall